Mandag den 2. november 2026 stod en mor uden for sit rækkehus i Hull i det nordlige England og ventede på sin søn. Over døren hang et banner med ordene “Welcome Home Son”. Da Karl Bushby nåede frem, tog hans mor Angela ham i sine arme. Det var første gang i 28 år, at han var hjemme. Hele vejen havde han gået til fods, og han er ikke i tvivl om, hvem han kan takke for, at han nåede frem: helt almindelige mennesker, han mødte undervejs.
En rejse, der skulle tage 12 år
Karl Bushby er 57 år og tidligere faldskærmssoldat. I november 1998 begyndte han det, han kaldte Goliath-ekspeditionen, i Punta Arenas i det sydlige Chile. Han havde et telt, et par hundrede dollars og et billigt plastikkamera med.
Planen var enkel, men enormt ambitiøs. Han ville gå hele vejen hjem til Hull ad en ubrudt rute og uden at bruge motoriseret transport. Han regnede med, at rejsen ville tage omkring 12 år.
Det blev til 28 år og omkring 50.000 kilometer. Ruten gik nordpå gennem Amerika, over isen i Beringstrædet fra Alaska til Rusland, videre gennem Mongoliet og Kina og hen over Det Kaspiske Hav, som han svømmede over, før han satte kursen mod Europa.
Fremmede, der delte det, de havde
Når Karl Bushby fortæller om sin rejse, er det ikke kun ørkener, jungler og is, han taler om. Det er i høj grad menneskene. Over for TV 2 beskriver han det, han har oplevet, som et bemærkelsesværdigt billede af menneskeheden.
Allerede tidligt i Chile blev han inviteret ind i et køkken hos en familie nær Punta Arenas og fik mad. En anden chilensk familie, som havde taget imod ham, fulgte senere efter ham ned ad vejen for at give ham mad med på turen.
Da pengene var ved at slippe op i Sydamerika, skrev en lokal avis om ham. Bagefter kom der donationer af både mad og penge fra folk langs vejen. I Atacama-ørkenen kastede lastbilchauffører frugt og vandflasker til ham fra deres forbikørende biler.
“Folk gjorde sig virkelig umage for at give mig noget til rejsen,” siger han til TV 2.
Hjælp på tværs af kontinenter
Venligheden fulgte ham hele vejen. I Peru blev han ramt af en alvorlig infektion, og et par, hvor konen var læge, plejede ham, til han var rask igen. I Rusland og Sibirien stoppede lastbilchauffører for at snakke med ham og gav ham mad, vand og varme drikke. I Kina tilbød lokale ham også mad og vand.
“Jeg har ikke tal for, hvor mange gange folk har reddet mig,” fortæller han til TV 2.
Rejsen var ikke let. Han skulle krydse Darién-junglen mellem Colombia og Panama, og han kæmpede igen og igen med visumproblemer og manglende penge. Under finanskrisen i 2008 mistede han store sponsorer. Alligevel gav han ikke op.
Ifølge TV 2 har rejsen lært ham, at mennesker har de samme bekymringer, uanset hvilken kultur de kommer fra. Han giver et verdensomspændende netværk af hjælpere æren for, at han kom hjem.
“Det største hold. Jorden.”
I oktober klarede han den sidste store forhindring, da han svømmede over Den Engelske Kanal. Den 28. oktober blev han fotograferet, mens han gik nær Market Rasen i Lincolnshire, på den sidste del af vejen.
Da han nåede Hull, blev han først modtaget af hundredvis af jublende mennesker i byens centrum. Med et glimt i øjet sagde han: “Undskyld, at I måtte vente.”
Han var hurtig til at dele æren med andre. Ifølge Al Jazeera sagde han: “Fremmedes venlighed, så mange, fra enkeltpersoner til hele nationer, har fået mig hjem i dag.” Og han tilføjede: “Der var et stort hold. Det største hold. Jorden.”
Ifølge TV 2 blev han også genforenet med sin voksne søn og sit barnebarn. Nu er en dokumentarfilm i spillefilmlængde om rejsen på vej, og i de kommende uger vil han rejse rundt i England og holde foredrag.
Karl Bushbys historie handler om en mand med en næsten ufattelig udholdenhed. Men den handler i lige så høj grad om alle dem, der stod klar med et måltid, en flaske vand eller en hjælpende hånd, når han havde brug for det. Det er en påmindelse om, at små gerninger fra fremmede kan bære et menneske hele vejen hjem.
Kilde: Al Jazeera og TV 2