I 70 dage ledte Rufus Arroyo efter sin hund. Han gik i skoven på sine fridage og om natten, han lagde dufteklude ud og sendte droner op. Så en sen aften i begyndelsen af november lykkedes det. Bella Rose gik forsigtigt ind i fælden, og den lange søgen var slut. Historien om, hvordan det lykkedes, handler om en ejers stædighed, men også om de mennesker, der valgte at hjælpe.
En helt almindelig tur til dyrlægen
Rufus Arroyo har boet i byen Soldotna i Alaska i 20 år. Han har vagter på Central Peninsula Hospital og opdrætter hunde af bully-racer. Bella Rose er hans to år gamle XL American Bully.
Den 26. august tog Rufus’ bror Bella Rose med til Twin Cities Veterinary Clinic, så hendes vaccinationspapirer kunne blive opdateret. Broren havde brækket armen ugen før. Bella Rose var nervøs og løb rundt om ham, og for ikke at falde slap han snoren.
Hunden løb over Kalifornsky Beach Road, mens trafikken var på sit højeste, og forsvandt ind i skoven.
Uger med spor, der ikke førte nogen vegne
Derfra begyndte en søgen, der kom til at vare mere end to måneder. Rufus brugte sine fridage og sine nætter i skoven. Han lagde klude med Bella Roses duft ud og brugte droner til at kigge efter hende.
Der kom flere meldinger om, at hun var set. En person mente at have hørt klirren fra hendes halsbånd, og en anden mente at have set hende ved Slikok Creek, et område hvor der er bjørne. Ingen af sporene førte dog til hende.
Rufus beskrev selv sin indsats sådan her: “Det var bare en forælder, der passede på sit barn.” Og han fortsatte: “Dit barn er derude. Du kæmper med næb og klør.”
Han tilpassede hele tiden planen efter meldingerne. “Hver gang vi fik en melding, flyttede vi en fælde,” fortalte han. “Vi satte mere mad og flere vandskåle ud de steder, hvor hun var blevet set.”
Hjælpen kom fra mange sider
Rufus stod ikke alene. Foreningen KPAL (Kenai Peninsula Animal Lovers), der ledes af ejendomsmægleren Kelly Griebel, lånte ham fælder. Bella Rose gik på et tidspunkt ind i en af dem, men slap væk igen.
Omkring en uge før hun blev fundet, kom der en melding om en hund, der slæbte en snor efter sig ved lossepladsen i Soldotna. Personalet dér gav Rufus lov til at sætte levendefælder op. Medarbejderen James Van Bruggen tilbød endda at blive længere på arbejde, men åbningstider og sikkerhedsregler gjorde det svært at være på stedet om natten.
Så kontaktede faderen til en af Rufus’ venner borgmesteren for Kenai Peninsula Borough, Peter Micciche. Borgmesteren lovede at finde en løsning sammen med lossepladsen, og resultatet blev en usædvanlig tilladelse: Rufus måtte blive på området om natten for at fange sin hund.
Øjeblikket, hvor hun kom hjem
Rufus byggede en hundegård på cirka 1,2 gange 2,4 meter med en følsom trykplade, der lukkede døren. Indenfor lagde han et tæppe, som Bella Rose havde brugt, og så ventede han, mens han fulgte med på kameraer fra afstand.
Da hunden dukkede op, var han ikke i tvivl. “Lige så snart jeg så det, vidste jeg det med det samme. På hendes bevægelser, på hendes hoved, på alt ved hende, at det var hende,” sagde han.
Bella Rose gik forsigtigt ind, skrabede i tæppet, og døren lukkede. “Hun satte sig lidt ned i hjørnet og lagde hovedet ned, og man kunne se hende tage en dyb indånding,” fortalte Rufus.
Tidspunktet fik en særlig betydning for ham. Bella Roses bedstemor, hunden Athena Rose, døde præcis to år tidligere på dagen og endda på timen: klokken 21.30 den 4. november. “Jeg tror ærligt talt på, at hendes bedstemor fulgte hende og bar hende gennem rejsen,” sagde Rufus. “Og da tiden var inde, sagde hun til hende, at det var tid til at komme hjem.”
Taknemmelighed og en ny begyndelse
Ifølge Alaska’s News Source er det nu en tid med restitution for Bella Rose. Rufus selv var overvældet. “Jeg har grædt hele dagen. Jeg mangler simpelthen ord,” sagde han.
Han giver meget af æren til dem, der hjalp: medarbejderne på lossepladsen, borgmester Peter Micciche og KPAL. “Uden dem den nat ville jeg ikke have kunnet sidde deroppe på bakken og se hende gå ind i min fælde,” sagde han.
Og for Rufus har det aldrig været et spørgsmål, om indsatsen var det værd. “De er ikke hunde. De er min familie. Og jeg ville gøre det igen, hvis jeg skulle.”
Kilde: Alaska’s News Source (KTUU): More than 2 months later, Soldotna man reunited with lost dog